lørdag den 20. august 2011

Museumsopgaven

Da jeg læste i opgavebeskrivelsen, at vi skulle finde et museum i vores lokalområde, kom jeg med det samme i tanker om flere forskellige museer i Flensborg.

Flensborg har en masse forskellige kulturelle tilbud som f.eks. „Museumsberg, Naturwissenschaftliches Museum, Museumswerft og Schifffahrtsmuseum”. Jeg overvejede at tage en tur til ”Schifffahrtsmuseum” og jeg havde også en ide om, hvilket pædagogisk forløb jeg kunne udføre sammen med børn. For at blive klogere på ”Schifffahrtsmuseum”, søgte jeg på nettet, men jeg måtte konstatere at museet havde lukket indtil efteråret, på grund af ombygningsarbejde.

Hvad nu?

Igen søgte jeg på nettet for at se på, hvilke museer der findes i mit lokalområde. I forbindelse med at skulle finde et museum tænkte jeg meget over på hvilken måde jeg skulle løse denne opgave. I min privatsfære er jeg ikke særlig interesseret i kunst og kultur og besøger derfor heller ikke museer og udstillinger ret tit.
Mit formål var, at jeg ikke kun ville se på forskellige udstillinger, men jeg ville også være en aktiv deltager, fordi jeg elsker det kreative arbejde. Derfor mener jeg, at børn og også jeg selv vil få mere ud af et museumsbesøg, når man har / får mulighed for at prøve forskellige aktiviteter. Børn får førstehåndsoplevelser, hvor alle sanser bruges. Der gives desuden udfordringer til børnene, så deres nysgerrighed vækkes. Igennem gode og spændende oplevelser husker børn bedre, hvad de har oplevet.

Derfor vil min museumsopgave tage udgangspunkt i et besøg på Lyksborg Historiske Værksted, som ligger på Lyksborg Skolens store udearealer.



Nu var det bare med at komme i gang.
Jeg fik aftalt en tid med museumspædagogen og kørte derud en uge senere. Inden jeg kørte af sted, havde jeg tænkt på meget vedrørende mit besøg: Hvad ville jeg opnå med besøget, hvilken målgruppe er værkstedet beregnet til, om der bliver taget hensyn til handicappede og hvordan pædagogikken formidles.
Da jeg kom derud, kontaktede jeg museumspædagogen og var glad for, at jeg ikke skulle betale for at komme ind. (Ophold pr. dag og person koster 5,- €).

Museumspædagogen fortalte, at der i 1996 opstod en ide om at opbygge et jernalderhus. Elever, forældre og lærere blev involveret i et fælles projekt, som siden også kunne benyttes i skolens undervisning. De første huse blev bygget på et hjørne af sportspladsen, med stor opbakning af fremtidige brugere, forældre og lærere og med støtte fra fonde.

Lyksborg Historiske Værksted giver børnehavebørn og elever rig mulighed for, gennem praktisk arbejde, at sætte sig ind i vores forfædres verden og at formidle historie på en praktisk måde. I den lille jernalderlandsby tilbydes mange spændende og unikke oplevelser, som fremmer børnenes sociale kompetencer og deres udvikling. Børn har f.eks. mulighed for at opleve, hvordan man før i tiden levede, da der også tilbydes overnatninger i jernalderhusene. Børn kan få et indblik i hvordan man før i tiden tilberedte mad, og hvordan man lavede smykker og våben. Herved gives børn særlige udfordringer, hvor et godt samarbejde er nødvendigt.

Aktiviteterne tilbydes især børn og unge fra 0. til 9. klasse.
Denne lille jernalderlandsby er i første omgang velegnet for handicappede, da området er tilgængeligt for kørestole. Handicappede og mennesker med nedsat funktionsevne kan få gode oplevelser, som styrker det sociale fællesskab og som fremmer og opretholder deres fin- og grovmotorik.
Svagt seende og blinde kan få gode oplevelser ved at føle på mange af tingene.

Værkstedets fokuspunkter:
1. Basis-besøg, hvor man fokuserer på maden, tænder og passer bål, grutter mel og bager brød, kærner smør, koger eller steger over bål, finder urter og frugter for at lave mad af dem.

2. Ritualer og tro. (Støbe Torshamre).

3. Våben, jagt, lege og kampe. (Ikke farligt og uden krigerisk sigte ).

4. Uld, farvning, spinde, vævning på små og store væve.

5. Vandretur: En historisk vandretur i Lyksborg Skov, hvor man kan opleve gravhøje og historiske minder op i gennem tiden.

6. Pottemageri og brænding i Hasseris-ovn.

7. Arbejde med træ: Fældning af et træ og af snitte i træ (f.eks. en ske).

8. Lave smykker.

Værkstedet består af et langhus (som ses på det øverste billede) med masser af plads til overnatning.
Desuden:
Et grubehus (til venstre på billedet), som bruges som vævestue og hvor der også er plads til overnatning. Et brændeskur (til højre på billedet)



og et hugge- / snittehus



Et ovnskur med to ovne til madlavning og keramikfremstilling.



Da jeg besøgte værkstedet denne dag, havde dette besøg af en fjerde klasse fra en skole i Flensborg. Børnene og de voksne var klædt ud som vikinger og var i gang med forskellige aktiviteter. Museumspædagogen og jeg aftalte at vi to kunne gå sammen rundt og at han skulle fortælle om de forskellige aktiviteter, der findes her:
Fremstilling af:

Torshammer







Læderarmbånd







Spyd







Bålmad







Min inspiration
Mit museumsbesøg har givet mig inspiration til forskellige tiltag, som jeg kan udføre sammen med børn. Det, som inspirerede mig allermest, var de simple teknikker til fremstilling af f.eks. smykker, som både drenge og piger var begejstret for. Jeg kom i tanker om at fremstille en læderpung.

Pædagogisk forløb
Fremstilling af en lederpung egner sig udmærket til et pædagogisk forløb. Min målgruppe vil være de 6- til 10årige børn i en SFO. I min sidste praktikperiode har jeg arbejdet med SMTTE-modellen og vil derfor forklare mit forløb ved hjælp af denne.

SMTTE- modellen

Sammenhæng
Jeg vil arrangere en emneuge, hvor børn først får en teoretisk viden om jernalderen og efterfølgende har mulighed for at fremstille en læderpung.

Mål
• At børn får kendskab til jernalderen
• At stimulere børnenes sanser
• At børnene får styrket deres grov og finmotorik
• At fremme det sociale samvær
• At børn oplever glæde ved fælles aktiviteter
• At børn øver sig i at arbejde koncentreret i længere tid

Tiltag
• Jeg vil fortælle børnene, om hvad forløbet går ud på
• Tiden for forløbet:
ca. en time om dagen, fra mandag til torsdag,
om fredagen udstilling af læderpungene
• Dokumentation i form af billeder
• Egen gennemgang af læderpungfremstillingen for at se, hvor det bliver vanskeligt for børnene og for at have en model
• Jeg står til rådighed, vejleder børnene løbende i de forskellige arbejdstrin

Tegn
• Når børn oplever glæde ved fælles aktiviteter
• Når børn viser glæde ved at udføre kreativt arbejde f.eks. arbejde med selvlavede
smykker
• Når børn kan fordybe sig i dette arbejde
• Når børn fremkommer med egne ideer til, hvordan de kan lave smykker
• Når børn bliver bedre til at håndtere forskellige værktøjer
• Når børn fortæller om selve projektet og deres oplevelser

Evaluering
• Der vil gennem hele forløbet evalueres med børn og kolleger
• Slutevaluering på næste p-møde


Fremstilling af læderpung:
Materialer:
Et stort stykke læder, lædersnor og en hultang.

Arbejdstrin:
• Klippe en cirkel ud af læderet (ca. 20 cm i diameter)
• Udstanse huller med hultangen i yderkanten af cirklen
• Evt. hamre mønster på læderet, ved hjælp af mønsterjern
• Trække lædersnoren gennem hullerne






Ingen kommentarer:

Send en kommentar